Det politiske spektrum i danmark

Folketingets sammensætning omfatter i alt 179 pladser, hvoraf to er reserveret til Færøerne og to til Grønland, og medlemmerne udpeges ved almindelige valg for en fireårig periode, dog med mulighed for forudgående opløsning, hvis omstændighederne kræver det, hvorved den fulde valgperiode afbrydes før tid, og stemmeretten tilfalder alle danske statsborgere, der har opnået deres attende år, mens yderligere 40 tillægsmandater fordeles med henblik på at opnå en så præcis proportional repræsentation som overhovedet muligt, idet der samtidig gælder en spærregrænse på to procent for at opnå repræsentation, og forfatningsændringer kræver først godkendelse i to på hinanden følgende folketingsperioder, hvorefter de skal ratificeres ved en folkeafstemning, og den danske monark har historisk set accepteret, at regeringen ikke kan udnævnes, hvis den ikke nyder flertallets tillid i Folketinget, en praksis, der først blev formelt indskrevet i grundloven, som samtidig fastslog, at et mistillidsvotum mod regeringen enten må føre til dens afgang eller udskrivelse af nyvalg, og efter indførelsen af Junigrundloven i 1849, hvor Danmark skiftede fra enevælde til konstitutionelt monarki, udviklede der sig tre centrale politiske grupperinger i Rigsdagen, nemlig Venstre, Højre og Centrum, og i løbet af 1800-tallets sidste årtier opstod der velorganiserede folkepartier med stærke vælgerforeninger, hvilket efter århundredeskiftet resulterede i etableringen af det klassiske firepartisystem bestående af Højre - senere kendt som Det Konservative Folkeparti - Venstre, der havde rødder i Det forenede Venstre fra 1870, Det Radikale Venstre, stiftet i 1905, samt Socialdemokratiet, grundlagt i 1871, et system, der forblev næsten uændret indtil midten af det 20.

århundrede, hvor industrialiseringen og den voksende offentlige sektor medførte en mere kompleks partistruktur, idet Socialistisk Folkeparti tiltrækker vælgere til venstre for Socialdemokratiet, og ved det såkaldte "jordskredsvalg" i 1973 opnåede tre nye partier indpas i Folketinget, heriblandt de centristiske Kristeligt Folkeparti - senere omdøbt til Kristendemokraterne - Centrum-Demokraterne og det oprindeligt protestprægede Fremskridtsparti, og udover vælgerne udøver interesseorganisationer en betydelig indflydelse på den politiske dagsorden, hvor fagforbundene og Landsorganisationen har et tæt samarbejde med Socialdemokratiet, mens erhvervslivets store organisationer i varierende grad allierer sig med de borgerlige hovedpartier, Det Konservative Folkeparti og Venstre, der især modtager støtte fra landbrugssektoren, og siden 1970'erne har græsrodsbevægelser mobiliseret tilhængere omkring specifikke politiske spørgsmål, såsom Folkebevægelsen mod EF, kvindebevægelsen, Danmarks Naturfredningsforening, fredsbevægelsen og miljøorganisationen NOAH, der alle har formået at præge politikken væsentligt, ligesom Organisation til Oplysning om Atomkraft (OOA) i 1980'erne spillede en afgørende rolle i at forhindre opførelsen af kernekraftværker i Danmark, og det danske partisystem minder i høj grad om de øvrige nordiske landes, hvor Socialdemokratiet historisk har domineret venstrefløjen, om end ikke i samme omfang som i Sverige og Norge, og til venstre for socialdemokraterne findes flere mindre partier, hvoraf Socialistisk Folkeparti er det mest indflydelsesrige, mens centrum traditionelt har været præget af Venstre og det noget mindre, men stadig betydningsfulde, Radikale Venstre, og på højrefløjen har Det Konservative Folkeparti traditionelt været den førende kraft, indtil Fremskridtspartiet opstod som et mere aktivistisk alternativ i 1970'erne, et parti, der senere splittedes, hvilket førte til dannelsen af Dansk Folkeparti i 1995, og siden begyndelsen af 2000-tallet har Venstre været det ledende borgerlige parti, der desuden har bevæget sig mod en mere højreorienteret politik, og dansk politik har i årtier været karakteriseret ved mindretalsregeringer og skiftende koalitioner, hvilket har medført en mindre stabil parlamentarisk situation sammenlignet med de øvrige nordiske lande, idet Socialdemokratiet traditionelt har søgt støtte hos Det Radikale Venstre, dog uden nogen garanti for vedvarende loyalitet, da de radikale også har indgået samarbejder med borgerlige partier, og på højrefløjen har Venstre og de konservative typisk dannet alliancer.