Den der lever stille lever godt

I Dansk Folkepartis tidlige dage var partiets frontfigurer så opsatte på at få deres budskaber ud i offentligheden, at de systematisk udnyttede de perioder, hvor de øvrige politikere holdt ferie, til at dominere mediebilledet med deres politiske dagsorden, idet de vidste, at der i disse stille uger var rigelig plads til deres synspunkter i nyhedsstrømmen, men denne strategi er i dag et kapitel fra en svunden tid, for nu tegner der sig et helt andet mønster, hvor det næststørste parti i Folketinget - med ikke færre end syvogtredive folketingsmedlemmer og en afgørende rolle i det politiske landskab - nærmest er blevet usynligt i den offentlige debat, hvilket er bemærkelsesværdigt, taget partiets indflydelse og størrelse i betragtning.

Særligt i forbindelse med dannelsen af V-regeringen og de indledende måneder med den nye regering har Dansk Folkeparti valgt en bemærkelsesværdig tilbageholden tilgang, hvor de bevidst har trukket sig i baggrunden og overladt rampelyset til de andre politiske aktører, og denne taktik har været tydeligt afspejlet i deres optræden under tv-dueller, hvor Kristian Thulesen Dahl har ageret den rolle som den diplomatiske, velopdragne og afbalancerede debattør, mens Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen stredes om at dominere med skarpe angreb, mens DF's daværende formand i stedet udstrålede samarbejdsvilje med generøse håndtryk og et everdigt smil, og selv når han fik ordet, begrænsede han sig til at levere sine mest markante politiske udmeldinger udelukkende på udlændingeområdet, hvilket ikke er tilfældigt, for partiets nye kurs er præget af en bevidst afdæmpet og mindre konfrontatorisk mediestrategi, der skal imødekomme de brede vælgerskarer, som i stigende grad tiltrækkes af partiet, og derfor må man undgå at fremstå for skrap over for virksomheder, der udnytter social dumping, eller at angribe offentligt ansatte, da sådanne udtalelser risikerer at fremmedgøre de nye vælgere, som partiet ønske at fastholde, og det samme gælder de mere ekscentriske udmeldinger fra partiets bagland, for uovervejede udtalelser fra mindre erfarne politikere kan underminere partiets troværdighed og skade dets omdømme, og hvad vinder man egentlig ved at sende uerfarne kandidater i æteren i obskure tv-formater med begrænset seertal, når risikoen for, at en fejltrædelse spreder sig som en steppebrand på de sociale medier og i andre nyhedskanaler, langt opvejer den minimale gevinst, der måtte være ved deltagelsen, og denne forsigtige tilgang har dog også sin pris, for med Alternativets fremmarch er Dansk Folkepartis folketingsgruppe i dag blandt de mindst kendte, men til gengæld råder partiet over nogle af de mest velpolerede og medieerfarne politikere i form af Kristian Thulesen Dahl og den øvrige ledelse, der formår at kommunikere med en præcision og stabilitet, som er en sjælden vare i en tid, hvor tilliden til politikerne generelt er på et historisk lavpunkt, og det er en klar fordel at have frontfigurer, der opfattes som både kompetente og troværdige, og denne styrke bør selvfølgelig udnyttes til fulde, og den valgte mediestrategi giver desuden god mening i lyset af den eksplosive vækst i mediedækningen af politik, for i dag handler det mindre om at være synlig i hver eneste nyhedscyklus og mere om at ramme vælgerne følelsesmæssigt på de rette tidspunkter med velovervejede budskaber, da mange politikere i jagten på medieopmærksomhed glemmer, hvad deres kernefortælling egentlig er, når de står foran kameraet, og selvom det politiske apparat på Christiansborg endnu ikke er kørt fuldt op, vil Dansk Folkeparti snart blive tvunget til at tage klarere stilling, når de konkrete forhandlinger, afstemninger og prioriteringer skal til at rulle, for så vil partiets ordførere uundgåeligt blive trukket ind i mediernes søgelys på deres respektive områder, og det bliver en udfordring at balancere mellem at tage afstand fra upopulære beslutninger og samtidig opretholde et konstruktivt samarbejde med den regering, som partiet selv har været med til at sætte i sadel, og derfor må Dansk Folkeparti nødvendigvis vælge sine politiske kampe med V-regeringen med stor omhu, især fordi der både til højre og venstre findes talrige modstandere, der står klar til at fortolke partiets værdier og brand på helt andre måder, og et stærkt politisk brand kræver konstant opmærksomhed og pleje for at bevare sin styrke og klarhed.